Cand.mag i idéhistorie

I sommeren 2020 blev jeg cand.mag i idéhistorie fra Aarhus Universitet med et specialet Kroppen er et problem, der skal løse – mod en ny forståelse af forholdet mellem sport, krop og teknologi. 

Læs indledningen her – og kontakt mig endelig for at læse hele specialet:

I humanvidenskabelig forstand udgør sporten et paradoks. Ingen kan være i tvivl om dens popularitet, sociokulturelle rækkevidde og med årene også økonomiske tyngde. De største begivenheder bliver fulgt af tusindvis på stadion, millionvis på tv, og der findes næppe de magtmennesker, der ikke kunne finde på at slå politisk plat på dem. Sporten engagerer, skaber, løfter, opildner, udnytter, udbytter, manipulerer og mere til. Den gør det hele, og den er over det hele.

Alligevel er den stærkt marginaliseret i den humanistiske universitetstradition, hvor den sjældent er blevet taget alvorligt som tankemateriale. Der bliver selvfølgelig foretaget sportsforskning, men i udgangspunktet har den hjemme på de naturvidenskabelige fakulteter. Herhjemme finder man på sigende vis idrætsstudierne i København, Aarhus og Odense på henholdsvis Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, AU Health og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Det betyder ikke, at der her udelukkende forskes i sporten som et fysiologisk fænomen, men det betyder, at de analyser, der rent faktisk har relevans for idéhistorien, filosofien eller sociologien, sjældent når i nogen form for substantiel dialog med disse discipliner.

I humanvidenskaberne forbliver sporten, som den tysk-amerikanske litterat og filosof Hans-Ulrich Gumbrecht skriver i In Praise of Athletic Beauty, i stedet alt for ofte bundet til “a narcissistic type of condescension”. Det er ellers ikke, fordi Vestens store tænkere har afskyet sporten. Faktisk nærmere tværtimod. Martin Heidegger var stor fan af Franz Beckenbauer, der fra sin liberoposition tegnede det vesttyske fodboldlandshold i 1960’erne og 70’erne. Jacques Derrida var i sin algeriske ungdom målmand på sit universitets fodboldhold. Også tænkere Tzvetan Todorov og Jean- Paul Sartre skulle have været ivrige sportsentusiaster. Der har imidlertid kun været tale om uforpligtende personlige interesser, der ikke er blevet omsat til konsistente analyser af fænomenet. Fra de største tænkere er sporten allerhøjst blevet behandlet med en smule forblommet intellektuelt drøvtyggeri. Som i Albert Camus’ Hvad jeg skylder fodbold (1957), hvorfra han ofte citeres for at have skrevet, at at han skylder sporten alt, han ved, om “moral og mænds forpligtelser”. 

Dette speciale tager afsæt i en frustration og undren over dette forhold, der nærmest kunne laves sin egen idéhistoriske analyse af. I stedet for at reducere sporten til simpelt tidsfordriv gælder det om at være lydhør over for både de idéer, den selv genererer, samt de idéer, dannet uden for den sportslige sfære, som den viser hen til. Det gælder hverken om at idealisere eller dæmonisere den, men slet og ret at tage den seriøst på lige fod med idéhistoriens mere kanoniserede genstandsfelter. Som det gerne skulle blive demonstreret i det følgende, er der aldeles gode forudsætninger for dette. Idet der både historisk og i samtiden kan udpeges en diskrepans mellem sportens idéer og sportens virkelighed, har den et stort analytisk potentiale. I nærværende skal det forsøges forløst i en undersøgelse af de seneste tre årtiers stadig mere omfattende teknologisering af sporten og de debatter, der er opstået på baggrund heraf. Denne udvikling kan således give form til omtalte diskrepans. Konkret er der tale om, at sporten traditionelt er blevet tænkt som en autentisk aktivitet, der skræller lag af mennesket, så det i præstationsøjeblikket repræsenterer en eller anden form for menneskelig kerne, men, som specialets bærende pointe lyder, bryder sportsteknologien med denne idé. Den atlet, der engang var den ubetingede autoritet, og hvis redskaber og udstyr vitterligt ikke var andet end redskaber og udstyr, eller i hvert fald ikke blev forstået som andet, er i en subsumering under disse efterhånden truet på sin hovedrollestatus i det sportslige narrativ. Det er, vil der blive argumenteret for, en forskydning, der stiller krav til en gennemgribende gentænkning af sporten.

En sådan vil der indledningsvis blive taget tilløb til i en diskussion af sportsbegrebets karakter. Alle er med på, hvad der menes med hverdagsbrugen af begrebet sport, men hvilke konnotationer, egenskaber og afgrænsninger er egentlig nedlagt deri? I grænselandet mellem begrebsrelativisme og begrebsessentialisme forsøges det kortlagt. På den baggrund vil det blive vist, hvordan idéen om sportens autenticitet optræder hos så forskellige sportshistoriske- og filosofiske positioner som den franske grundlægger af den moderne olympisme, Pierre de Coubertin, hans landsmand, filosoffen og semiotikeren Roland Barthes samt de to sportsæstetikere, ovennævnte Hans-Ulrich Gumbrecht, og den danske kultursociolog Søren Damkjær. Herefter vil der med afsæt i Rayvon Fouchés Game Changer: The Technoscientific Revolution in Sports blive argumenteret for dennes idés udsathed i den teknologiserede sport, der, ikke uvæsentligt, også er den kapitalistiske sport, og som i stedet for autenticiteten lader til at have tilrettelæggelsen som ideal.

Specialets sigte er, inspireret af den britiske litterat Steven Connors i A Philosophy of Sport (2011), fænomenologisk i den forstand, at det primært interesserer, hvordan sporten opleves af dem, der ser på — og altså ikke af dem, der udøver den — og hvordan disse tænker om den og med den. Det handler om, hvad sporten betyder for nogen og ikke i sig selv. Når der henvises til sportserfaringen, er der altså først og fremmest tale om en erfaring af sporten, ikke en erfaring i sporten. På samme vis gælder det, at de enkelte artefakter, der materialiserer sportens teknologiske udvikling, i sig selv ikke er det vigtige. Det vigtige er ikke, akkurat hvor udslagsgivende de er. Det er, hvad de på mere abstrakt vis dækker over. Eller afdækker for at bruge et begreb fra den tyske fænomenolog Martin Heidegger, som i opgavens sidste del vil blive brugt til at kvalificere specialets teknologibegreb, og med hvem, der vil blive reflekteret, over hvorvidt det 21. århundredes sportsteknologi snarere er en acceleration af nogle latente træk under selv den før-teknologiske sport snarere end noget radikalt nyt.

Podcast fra Kairo med Flemming Weiss Andersen

Lavet for Mediano

Fredag begyndte den 32. udgave De Afrikanske Mesterskaber, da værterne Egypten vandt 1-0 over Zimbabwe på Cairo International Stadium foran 75.000 fans, der allerede fem timer før kampstart fyldte tribunerne.

At se så mange mennesker til fodbold i Egypten er langt fra hverdag. Faktisk er landets klubkampe i en årrække blevet spillet for mere eller mindre tomme tribuner. Det handler ikke om manglende interesse – tværtimod – men politik.

Netop dette, koblingen mellem egyptisk fodbold og egyptisk politik, er temaet for denne AFCON Special, hvor sportsskribent Oscar Rothstein, der dækker turneringen fra Kairo, er taget på besøg hos Flemming Weiss Andersen, dansk journalist bosat i hovedstaden siden 2006 med opgaver for blandt andre DR P1 og Jyllands-Posten.

Undervejs kommer de forbi Det Arabiske Forår, stadionmassakren i Port Said, Mohamed Aboutrika og den politiske kontekst for den igangværende slutrunde.

Lyt til udsendelsen her